
Varighed, 1 time
Når I har besluttet jer for at tage imod tilbuddet ”Vi piller ved pillerne” sker en række forberedelser, og den ansvarlige læge og sygeplejerske i klinikken planlægger forløbet sammen med farmaceuten:
- Kontaktpersoner/ansvarlige i klinikken (læge og sygeplejerske) udpeges
- Forventningsafstemning: Målgruppe, fokuspunkter – hvordan findes patienterne?
- Dato for intromøde fastlægges (1-2 timer, hele klinikken)
- Øvrig tidsplan fastlægges (lægekonf., medicinsamtaler)
- Jura på plads (digital signatur, journaladgang)

Varighed – hele klinikken, 1-2 timer
I samarbejde med den ansvarlige læge og sygeplejerske introduceres resten af klinikken til formålet og tidsplanen for ”Vi piller ved pillerne”, samt hvordan det organiseres i netop jeres klinik, således at alle kan bakke op om indsatsen.
Derudover bliver I undervist i aftrapning af medicin, seponeringssymptomer samt hvordan man kan tilpasse aftrapninger individuelt for at opnå større succes med medicinændringerne.

Udvælgelse af patienter – sygeplejerske, 1 dag
Nord-KAP genererer en liste over klinikkens polyfarmacipatienter.
Sygeplejersken ekskluderer irrelevante patienter, fx plejehjemsbeboere og terminale patienter.
Via fjernadgang til journal gennemgår farmaceuten medicinlister hos inkluderede patienter. Målet er at identificere 18 egnede patienter til medicinsamtale.
‘Vi piller ved pillerne’ er led i et forskningsprojekt, og patienterne randomiseres til enten interventionsgruppen eller kontrolgruppen.

Konference om udvalgte patienter – læge + farmaceut, 2 timer
Via fjernadgang til journal har farmaceuten gennemgået medicinlister hos inkluderede patienter. Målet er at identificere 18 egnede patienter til medicinsamtale.
Ved konference med patientens læge fremlægger farmaceuten interventionsforslag og en behandlingsplan udarbejdes, som uddelegeres til farmaceut og sygeplejerske.
Der afsættes ca. 5 min. pr. patient.
Konferencen kan afholdes fysisk eller virtuelt efter ønske/behov.
Farmaceut journalfører behandlingsplanerne, og det aftales med læge, hvordan det kodes og godkendes.
Øvrige gennemgåede patienter får et journalnotat med interventionsforslag eller ‘ingen bemærkning”.

Indkaldelse af patienter – sygeplejerske, 1 time
De udvalgte patienter indkaldes af sygeplejerske.
- Tiden bookes hos den relevante sygeplejerske og farmaceut
- Pårørende er velkomne til at deltage

Medicinsamtale – sygeplejerske og farmaceut, 3 dage
Ved medicinsamtalen deltager en sygeplejerske sammen med farmaceuten, da sygeplejersken skal være den primære kontakt til patienten i det opfølgende forløb. Hermed sker opkvalificering og mulighed for fremtidig opgaveglidning.
- Konsultation 30 min.
- Journalnotat + forberedelse af sygeplejerske til opfølgende forløb 20 min. (i alt 50 min. pr. patient.)
- Samtalerne fordeles over 3 hele dage over 2 uger

Opfølgning – sygeplejerske
Sygeplejersken, der deltog ved medicinsamtalen, følger op på medicinændringerne. Herunder status på aftrapning, blodprøver, blodtryk, henvisninger mv.
Opfølgningen sker telefonisk efter aftale med patienten.
I det opfølgende forløb er der tæt sparring med farmaceuten ved ugentlige telefonmøder á ca. 30 min. efter behov.
Sygeplejersken registrerer, hvilke medicinændringer, der er gennemført samt hvilken effekt, det har haft for patienten.

Når alle patientforløb er afsluttet, sender farmaceuten en opsamling til klinikken indeholdende:
- Patientliste over:
- Medicinændringer efter medicinsamtalerne
- Status vedr. journalnotater / “Ingen bemærkninger”
- Observerede fokusområder, som klinikken evt. kan arbejde videre med

Forskningsenheden for Almen Praksis vil i samarbejde med Aalborg Universitet, Nord-KAP og Region Nordjylland udføre et forskningsprojekt, der skal måle effekten af indsatsen. Der vil derfor blive foretaget randomisering af både tilmeldte klinikker og patienter. Indsatsen vil blive evalueret ved spørgeskema til jer samt inkluderede patienter.
Deltagelse i forskningsprojektet vil blive honoreret med 3.500 kr.
